Uanset at Tyskland officielt holder sig uden for krigen i Libyen, og forbundsregeringen har afholdt sig fra at stemme for resolutionen i Sikkerhedsrådet i FN, svømmer de tyske massemedier over af krigspropaganda. Selv avisen taz [tageszeitung.de], som står partiet De Grønne nær, har offentliggjort fotografier af festende rebeller med billedteksten »Glæde over luftangreb«. Tilsyneladende spiller krigens civile ofre ingen rolle for denne avis.
Indirekte støtte
Oppositionspartierne De Grønne og Socialdemokraterne overbyder gensidigt hinanden i støtte til krigen. Samtidig kritiserer oppositionen Forbundsregeringens beslutning om ikke at tilslutte sig krigen. De kalder den for kujonagtig og for et træk, der vil »isolere Tyskland internationalt«. Men også indenfor de regerende partier CDU [Tysklands Kristelig-demokratiske Union] og De Liberale, melder politikere sig som fortalere for, at Tyskland åbent skal deltage i krigen.
I Forbundsdagen er det kun partiet Die Linke, som ikke blot afviser krigen men også kritiserer regeringen for indirekte at støtte angrebet på Libyen.
Det er en kendsgerning, at CDU-regeringschef Angela Merkels kabinet har sendt yderligere 300 soldater til Afghanistan for at aflaste de USA-ledede besættelsesmagter, så disse i stedet kan blive indsat i Nordafrika. Derudover har hovedsædet for USA’s Afrika-kommando, hvorfra krigshandlingerne er blevet ledet, hjemsted i Stuttgart i det sydvestlige Tyskland.
Dobbeltmoral
Søndag den 20. marts – få timer efter at krigen brød ud – indkaldte Die Linke til den første demonstration foran USA’s ambassade ved Brandenburger Tor i centrum af Berlin. Her deltog også partilederne Gesine Lötzsch og Klaus Ernst [Begge fra Die Linke], som understregede at:
– Naturligvis er vi solidariske med de mange libyere, der sætter sig til modværge mod deres diktator. Selvfølgelig fordømmer vi den vold, som Gadaffi udøver overfor sin egen befolkning.
Men i samme åndedrag anklagede Klaus Ernst de europæiske regeringer for dobbeltmoral: Der bliver »på den ene side talt om at beskytte befolkningen. Men samtidigt har man forud for interventionen forsynet diktatoren med de våben, der bliver anvendt til at massakrere befolkningen med«.
Han fortsatte:
– Saudi-Arabien støtter herskerne i Bahrain, hvor befolkningen også har rejst sig for at opnå et reelt demokrati. Samtidigt er Saudi-Arabien med sin støtte til en flyveforbudszone blevet en del af forbundet for demokrati i Libyen. Er mon næste skridt nu, at der skal indsættes soldater i Bahrain, eller at luftvåbenet bliver sat ind for at beskytte borgerne her mod Saudi-Arabien? Hvor stopper denne optrapning? Og hvad med Syrien, hvor befolkningen også bliver massakreret af en diktator? Hvad med Yemen? Eller kunne det næste mål eventuelt være Elfenbenskysten? Hvor stopper krigen?
Hykleri
Ved en demonstration i Essen nævnte medlem af Forbundsdagen for Die Linke, Sevim Dagdelen, angrebskrigene mod Jugoslavien, Afghanistan og Irak. Hun sagde, at Libyen nu er »en fortsættelse af hykleriet«:
– Hvordan vil man beskytte civile i boligområder mod jagerbomber eller krydsermissiler affyret fra ubåde? Det er hverken civilbefolkningens sikkerhed eller støtten til et demokratisk opbrud, der står i forgrunden, men derimod et forsøg på at opildne til borgerkrig for at få splittet Libyen op i to dele.
Også Tysklands Kommunistiske Partis onlineportal mindede under overskriften: Indstil angrebet! om, at angrebet på Libyen brød ud »næsten på nøjagtig samme dag præcis otte år efter at Irak-krigen« begyndte.
Den tyske kommunistiske partiavis Unsere Zeit beskriver den egentlige baggrund for krigen sådan:
»Målet for Vestens militærintervention i Libyen er hverken at beskytte befolkningen eller at opnå en fredelig løsning på konflikten, men det er derimod at etablere et andet politisk regime i landet. Interventionsmagterne forventer af dette nye regime, at det som indenlandsk statholder vil være endnu bedre egnet til at varetage de vestlige koncerners olie- og råstofinteresser samt USA og EU’s magtinteresser i middelhavsområdet end Gadaffis styre har været i de seneste år«.
Løgne i omløb
Den tyske fredsbevægelse er praktisk talt blevet overrumplet af krigen, men bevægelsen vil ikke desto mindre gøre de traditionelle Påskemarcher i april til en protest mod den militære aggression.
Talspersonerne Lühr Henken og Peter Strutynski fra Forbundet Fredsrådet, en bred sammenslutning af hovedparten af kræfterne i fredsbevægelsen, advarer om at:
– Velkendte løgne om angivelige masseødelæggelsesvåben i diktatorens hænder er atter i omløb. De seneste meldinger i amerikanske medier, om at Gadaffi-styret formodes at kunne anvende sennepsgas mod befolkningen, hører til denne kategori af løgne.
Mens Rusland og Kina har udtrykt beklagelse over den brutale vestlige krigsindsats i Libyen, så har fredsbevægelsen afventet en lignende reaktion fra den tyske regerings side, men forgæves:
– Ganske vist har forbundsregeringen fremsat en berettiget skepsis overfor følgerne af den vestlige krigsindsats, men strengt taget understøtter regeringens handlinger den selv samme krig. Forbundsregeringen har tilsluttet sig samtlige NATO-beslutninger og har tildelt den amerikanske regering en uindskrænket brug af USA’s militærbaser i Tyskland. Det betyder blandt andet, at regeringen tillader, at USA’s Afrika-kommando (AFRICOM) med base i Møhringen ved Stuttgart koordinerer de amerikanske angreb på Libyen herfra. Forbundsregeringens holdning er ikke alene dobbeltmoralsk, men også løgnagtig, erklærer Henken og Strutynski fra det tyske Fredsråd.
Oversat af Kirsten Maria Magelund.
Erschienen am 6. April 2011 in der dänischen Tageszeitung Arbejderen